|
Hvorfor vælge en fysioterapeut, når du skal have akupunktur? For at opnå det bedste resultat med akupunktur, er det vigtigt at akupunktur kun anvendes ved veldiagnosticerede tilstande. Fysioterapeuter har en sundhedsfaglig uddannelse på minimum 3 år inden de går i gang med at lære akupunktur. Fysioterapeuten kan derfor vurdere om akupunktur er en relevant behandling for dig. Fysioterapeuten er samtidig uddannet til at hjælpe dig med den bedste kombination af vejledning, behandling og træning.
Hvordan foregår akupunkturbehandlingen? Behandlingen foregår ved at der stikkes tynde nåle ind i hud og muskler, som stimulerer nervesystemet. Denne stimulering medfører smertelindring, øget blødgennemstrømning og afspænding af musklerne. Under behandlingen, som ikke bør gøre ondt, kan du eksempelvis mærke en ”varme”, ”prikken” eller en let ”sovende” fornemmelse, som stråler ud fra de steder, hvor nålene sidder. Normalt indsættes 4-6 nåle i symptomområdet og 2 nåle i hænder eller fødder. Nålene sidder i op til ca. 20 minutter, og der behandles normalt 1-2 gange om ugen. Efter ca. 3-5 behandlinger - eller ca. 3 uger - vurderes det, om akupunkturen har haft effekt. Der vurderes i det enkelte tilfælde, hvordan der yderligere kan behandles for at opnå de bedste resultater.
Hvordan virker akupunktur? En af de første reaktioner på en virksom behandling er ofte en bedre nattesøvn, reduktion af smerter og du kan sandsynligvis bedre udføre de aktiviteter, som du tidligere havde problemer med. Kort sagt, så stimulerer nålene kroppens egne smertedæmpende og regenererende processer. De fleste studier om kroniske smertetilstande viser, at 5 til 10 akupunkturbehandlinger kan have positive effekter i op til 6 måneder.
Er der bivirkninger? Der kan være bivirkninger ved behandling med akupunktur. Halvdelen af alle patienter vil føle træthed umiddelbart efter behandlingen. Symptomer eller smerter kan kortvarigt forstærkes, men disse er forbigående og forsvinder sædvanligvis inden for det første døgn. Herudover kan der opstå mindre blødninger og hævelser, hvor nålen har siddet. Ved inkompetent anvendelse af akupunktur kan der i sjældne tilfælde ske uheld med infektion eller perforering af de indre organer.
Særlige forholdsregler? Din fysioterapeut vil spørge om relevante informationer inden behandling startes. Det er eksempelvis vigtigt at vide om du er gravid, får blodfortyndende medicin eller om du har en kronisk medicinsk sygdom, som du får medicin for. Din fysioterapeut følger sundhedsstyrelsens hygiejneregler og anvender kun sterile éngangsnåle. Stefan Kragh er uddannet i akupunktur og er medlem af ”Danske Fysioterapeuters Faggruppe for Akupunktur og Smerte*” - så kontakt ham og spørg hvis du vil vide mere.
*Faggruppen for Akupunktur og Smerte (DFFAS) er undergruppe af ”International Acupuncture Association of Physical Therapists” og foreningen af Danske Fysioterapeuter.
|