|
Bækkenbunden er en muskelgruppe vi ofte glemmer og problemer i denne region kan være forbundet med tabu. Bækkenbundsmuskulaturen sørger for, at vi kan holde på urin, luft og afføring. Det er ligeledes en vigtig del af det stabiliserende muskel-korset omkring lænderyg og bækken. Bækkenbunden skal, såvel som andre muskelgrupper, trænes hele livet igennem, for at vi kan være sikre på at kunne ”holde tæt” – altså forhindre inkontinens. Faktorer der påvirker bækkenbunden er visse former for medicin, forstoppelse/hård mave, hoste i.fm kroniske lungelidelser, overgangsalder, tunge løft og rygsmerter. Men også barnefødsler, forløsning med sugekop, kejsersnit, operation udført igennem skeden (fx opsyning af blære, fjernelse af livmoder), operation af endetarm/hæmorider samt cancer/strålebehandling medfører ændringer i bækkenbundens muskulatur, som kan føre til problemer og derfor behøver opmærksomhed i form af undersøgelse og udfra denne en målrettet indsats.
Har du problemer med inkontinens, eller er du i tvivl om du kniber rigtigt, kan du blive undersøgt af Pia Bøgsted, som har speciel efteruddannelse i undersøgelse og træning af bækkenbunden. Vi arbejder tæt sammen med egen læge og tager kontakt til denne, hvis der er brug for nærmere undersøgelse/operation. Første besøg består af samtale omkring problemet, undersøgelse af bækkenbunden samt tilrettelæggelse af videre træningsforløb. Det er vigtigt med god tid til samtale og undersøgelse, og vi beregner 45 min til 1 times tid. Vores lukkede behandlingsrum sikrer ro og fortrolighed.
|